News
Ny platform skal give håb og overblik til folk med kroniske smerter
Published online: 06.01.2026

News
Ny platform skal give håb og overblik til folk med kroniske smerter
Published online: 06.01.2026

Digital platform skal give håb og overblik til borgere med kroniske smerter
News
Published online: 06.01.2026

News
Published online: 06.01.2026

Af Nina Hermansen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: AAU Kommunikation og Public Affairs
Kroniske smerter rammer næsten hver femte dansker. For mange udvikler smerterne sig til en livslang belastning, som ikke alene sætter sig i kroppen, men også påvirker arbejdsliv, familieliv og identitet. Samtidig er kroniske smerter blandt de dyreste sygdomsområder i Danmark – både i behandling og tabt arbejdskraft.
Desværre oplever mange borgere at blive sendt fra den ene instans til den anden uden at få overblik og uden at opleve reel fremgang. Det vil et projekt fra Aalborg Universitet og Aalborg Kommune ændre på.
I et tæt samarbejde mellem forskere og kommunale fagpersoner udvikler de en digital læringsplatform, der skal give borgere viden, værktøjer og struktur i hverdagen – og samtidig skabe bedre sammenhæng mellem kommunens tilbud til borgere med kroniske smerter.
Projektet bygger på erfaringer fra workshops, hvor både borgere og fagprofessionelle har delt deres oplevelser og idéer om, hvad der mangler i de eksisterende forløb.
”Mange borgere fortæller, at de føler sig overladt til sig selv i et system, der kan virke komplekst og fragmenteret, og hvor forskellige fagligheder ofte taler hvert sit sprog. Med platformen vil vi give dem et struktureret og genkendeligt forløb, som de kan arbejde med hjemmefra i et tempo, der passer til dem,” siger projektleder og ph.d.-studerende Rikke Bækgaard Nielsen fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.
Om kroniske smerter i Danmark
Platformen er først og fremmest udviklet med borgerne for øje og samler viden og værktøjer fra fysioterapi, ergoterapi, psykologi og socialrådgivning. Borgeren kan bl.a. gennemgå lydkurser og refleksionsøvelser, og ifølge Rikke Bækgaard Nielsen er især sidstnævnte særlig vigtigt.
Forskning viser nemlig, at borgerens egen håndtering er afgørende for at godt udfald.
“Mange smerter kan ikke fjernes helt, og det er selvfølgelig både en hård erkendelse, men nogle gange også en lettelse at få at vide. Så ved man ligesom, hvad man har at gøre med. Opgaven er herefter at styrke den enkelte, så smerten fylder mindre, og de ser muligheder fremfor begrænsninger.”
Platformen er ikke kun for borgerne. Den skal også give fagpersonerne et fælles udgangspunkt, så borgerne slipper for modstridende råd og forventninger.
”Når man har ondt i kroppen, påvirker det virkelig mange aspekter af livet, og der er både frustration og ærgrelse blandt fagpersonerne, fordi problematikken er svær at løse. Men målet er ikke, at platformen skal erstatte mødet med fagpersonerne. Den skal give borgerne et trygt sted at starte og samtidig sikre, at de fagprofessionelle arbejder i samme retning,” siger Rikke Bækgaard Nielsen.
I de kommende måneder vil projektpartnerne teste platformen yderligere. På sigt er ambitionen, at den bliver et centralt værktøj i udviklingen af fremtidens kommunale tilbud til borgere med kroniske smerter.
Projektet forventes afsluttet i slutningen af 2026.