Home

Forsker modtager bevilling fra DFF – forbedret metode til diagnosticering af ADHD og autisme på vej

: 25.11.2021

Lektor Sabata Gervasio modtager 2,67 mio. kr. bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond til udvikling af metode til diagnosticering af ADHD og autisme.

Forsker modtager bevilling fra DFF – forbedret metode til diagnosticering af ADHD og autisme på vej

: 25.11.2021

Lektor Sabata Gervasio modtager 2,67 mio. kr. bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond til udvikling af metode til diagnosticering af ADHD og autisme.

Ca. 21% af danske børn i skolealderen er udfordret i forhold til sansestimuli. De kan opleve at have det svært med f.eks. lyde, lys eller berøring. Det kan give børnene ekstra udfordringer i undervisningssituationer, i fritidsaktiviteter og i sociale sammenhænge – og det berører også deres familier. Det vil et forskningsteam med lektor Sabata Gervasio i spidsen nu ændre på ved at forbedre den metode, som sundhedsprofessionelle benytter i dag, når de diagnosticerer eksempelvis autisme eller ADHD.  

Metoden skal skabe bedre forudsætning for objektiv diagnosticering og valg af behandlingsterapi. Konkret vil det ske via elektronisk måling af hjerneaktivitet i det øjeblik, hvor sansestimuli sker. Ved at forstå de neurale mekanismer, som er årsag til en specifik adfærd hos et barn, kan en mere objektiv metode udvikles. Sammenhængen mellem måling af neurale mekanismer og adfærdsobservation – sidstnævnte er det bærende element i diagnosticeringsmetoden i dag – vil give mulighed for at vælge mere målrettet subjektiv terapi og støtte til det individuelle barn. Den største gevinst er naturligvis at kunne forbedre livskvaliteten for børn, der udfordres af ADHD og autisme.  

Forskningen foregår i Danmark, men forskningsteamet består af både nationale og internationale partnere med erfaring inden for pædiatrisk klinisk neurofysiologi, psykiatri, terapi og signalbehandling.  

Familier kan deltage i projektet 

Forskningsteamet vil snart afprøve metoden og familier fra Nordjylland, der er villige til at deltage, kan få mulighed for at komme i betragtning til at deltage i projektet.  

Om bevillingen

Midlerne bliver uddelt under Danmarks Frie Forskningsfonds Inge Lehmann-program, som er målrettet øget ligestilling i forskningsmiljøerne i Danmark. 144 forskere fordelt på en række videnskabelige hovedområder var i ansøgerfeltet. Sabata Gervasio modtager en bevilling på 2,67 mio. kr. Læs mere om bevillingen her

Kontakt 

Lektor Sabata Gervasio, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet.