Forskning skal forudsige kroniske smerter og nytænke behandling
: 20.12.2023

Forskning skal forudsige kroniske smerter og nytænke behandling
: 20.12.2023

Forskning skal forudsige kroniske smerter og nytænke behandling
: 20.12.2023
: 20.12.2023
Af Torben Haugaard Jensen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Smerter er den hyppigste årsag til at søge læge. Men alt for ofte er lægen ikke i stand til at hjælpe patienten og behandle smerterne. Hvert år rammes en ud af fem voksne danskere af vedvarende smerter.
Det kan være kroniske smerter i lænden, nakken eller ryggen, som ofte er invaliderende for patienten. De kan desuden føre til langtidssygemeldinger, som koster samfundet dyrt.
Nu har forskere på Aalborg Universitet modtaget 40 millioner kroner fra Lundbeckfonden til at undersøge, om man kan udpege, hvilke personer der risikerer at udvikle kroniske smerter.
Det vil gøre det muligt at forbedre den fremtidige smertebehandling, siger Thomas Graven-Nielsen, som er professor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi og leder af Center for Neuroplasticity and Pain (CNAP) på Aalborg Universitet.
”Behandlingen af kroniske smerter er utilstrækkelig i dag. Der er ikke opfundet nye effektive medicinske behandlingsformer i mange år. Vi har brug for ny viden,” siger Thomas Graven-Nielsen.
Ifølge Thomas Graven-Nielsen er det afgørende at få en bedre forståelse af, hvem der risikerer at udvikle kroniske smerter.
”Det vil give os mulighed for at tilbyde tidligere og mere målrettet smertebehandling. Samtidig kan vi undgå de mange bivirkninger, vi kender fra andre typer af smertemedicin, for eksempel opioider,” siger Thomas Graven-Nielsen.
I det nye forskningsprojekt vil han undersøge, hvordan hjernen kan fastholde smerter med kun lidt eller måske ingen information om smerter fra den kropsdel, hvor smerten begyndte.
”Når vi oplever akut smerte, reagerer vores nervesystem med forskellige responser, som blandt andet kan opfattes som beskyttende for kroppen. Vi vil forsøge at ændre responserne, der ikke er hensigtsmæssige for kroppen, ved at stimulere hjernen. På den måde håber vi at kunne forbedre smertetilstanden,” siger Thomas Graven-Nielsen.
Smerteforskning er et vigtigt indsatsområdet for Aalborg Universitet. Derfor glæder Lars Hvilsted Rasmussen, dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, sig over bevillingen.
”En stor til tak til Lundbeckfonden for den flotte bevilling til professor Thomas Graven-Nielsen som en anerkendelse af hans excellente og banebrydende forskning inden for smerteområdet. Bevillingen vil muliggøre fortsat skelsættende forskning og udvikling inden for et område, der vil gavne fremtidens smertepatienter positivt,” siger Lars Hvilsted Rasmussen.
Fakta
Kontakt
Professor, Center for Neuroplasticitet and Pain (CNAP), Aalborg Universitet
Telefon: 9940 9832 / 2216 0497
E-mail: tgn@hst.aau.dk