Home

Romaskiner giver kørestolsbrugere bedre mulighed for træning

: 28.06.2022

Kørestolsbrugere kan bruge romaskiner til effektivt at forbedre deres fysiske form, sundhed og livskvalitet. Det viser et nyt studie fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet. En simpel adapter på en almindelig romaskine er alt, hvad der skal til for at give mennesker i kørestol mulighed for at komme i bedre form

Romaskiner giver kørestolsbrugere bedre mulighed for træning

: 28.06.2022

Kørestolsbrugere kan bruge romaskiner til effektivt at forbedre deres fysiske form, sundhed og livskvalitet. Det viser et nyt studie fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet. En simpel adapter på en almindelig romaskine er alt, hvad der skal til for at give mennesker i kørestol mulighed for at komme i bedre form

Af Lone Bechmann

Mennesker, der bruger kørestol, har oftere et lavere fysisk aktivitetsniveau end gående. Derfor er risikoen for hjerte-kredsløbssygdomme som blodpropper, åreforkalkning og type 2-diabetes højere for mennesker i kørestol end for den øvrige befolkning – og sværere at gøre noget ved.

Nu viser et nyt studie dog, at en velkendt maskine fra træningsrummet kan være nøglen til bedre helbred og højere livskvalitet for mennesker i kørestol. En enkel og billig adapter gør det muligt for kørestolsbrugere at opnå effektiv træning i en helt almindelig romaskine, og det gavner både deres helbred og livskvalitet.

Skuldersmerter bremser træning
Ph.d. og idrætsforsker Rasmus Kopp Hansen har gennem de seneste tre år kortlagt barriererne for fysisk aktivitet blandt danske kørestolsbrugere i manuelle kørestole. Udover problemer som manglende tilgængelighed i bymiljøet og manglende energi, afholder skuldersmerter mange kørestolsbrugere fra at dyrke motion

Udfordringen er især, at det kan være vanskeligt at finde egnet udstyr, som kan bruges til at træne muskelgrupperne på en anden måde, end kørestolsbrugerne er vant til, forklarer Rasmus Kopp Hansen.

- Folk, der sidder i kørestol, er ofte begrænset til træningsformer som armcykling eller aktiviteter, hvor man øger pulsen ved at køre i kørestolen og primært bruger arme og forside af skuldre. Når man ror i en romaskine, trækker man skuldrene bagover på en anden måde, som træner musklerne på bagsiden af skuldrene og ryggen, siger han.

Livskvalitet og bedre kondition
I sit forskningsprojekt gennemførte Rasmus Kopp Hansen et forsøg med en gruppe rygmarvsskadede kørestolsbrugere. Over en periode på tre måneder, dyrkede de en halv times intensiv motion på en romaskine tre gange om ugen. Resultaterne viste, at flere af deltagerne efterfølgende oplevede markant færre skuldersmerter, og at deres generelle helbred og livskvalitet blev væsentligt bedre. I gennemsnit tabte deltagerne over fem centimeter om livet i løbet af den tid, forsøget stod på.

- På grund af COVID-19 måtte vi gennemføre forsøget med færre deltagere end vi havde tænkt os, men selv set med konservative briller var der en betydelig forbedring af deres helbred. Roning styrker de store rygmuskler og giver en effektiv stimulus af hjerte-kredsløbet, muligvis endnu større end hvad eksisterende træningsformer som fx armcykling kan tilbyde, fastslår Rasmus Kopp Hansen.

Let at tilpasse træningsudstyr
Det kræver kun en ganske enkel og prisbillig adapter ved navn ’adapt2row’ for at kørestolsbrugere kan træne med helt almindelige romaskiner, fortæller Rasmus Kopp Hansen. Og det gør det i princippet enkelt for de fleste træningscentre at blive mere tilgængelige. 

- Generelt synes jeg vi skal blive bedre til at tænke en vej, hvor vi udformer udstyr og indretter os på en måde, så udstyr kan bruges af os alle. I de fitnesscentre jeg kender, er der masser af romaskiner. Med et enkelt greb, kunne man gøre dem tilgængelige for kørestolsbrugere også, siger han.

Rasmus Kopp Hansen er lige nu i gang med at søge midler til at kunne videreføre projektet i større skala på specialhospitalerne i Rødovre og Århus. Her arbejder læger og fysioterapeuter bl.a. med genoptræning af patienter, der har fået skader på rygmarven som følge af ulykker. Dette projekt skal desuden undersøge, hvordan træning bedst kan tilrettelægges til personer med en skade højere oppe på rygmarven, som har brug for yderligere støtte til at kunne træne på en romaskine.

Samarbejde på tværs
Rasmus Kopp Hansen er tilknyttet forskningsgruppen ’Sport Sciences – Performance and Technology’ ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet. Her kombinerer 23 idrætsforskere og ph.d.-studerende deres viden om fysiologi, ergonomi, rehabilitering og biomekanik.

Gruppen forsker i både basale og anvendte aspekter relateret til fysisk aktivitet. Dette fører til udvikling af nye målemetoder og træningsparadigmer som anvendes til at øge præstationsevner uden at øge risiko for skader. Læs mere her: https://vbn.aau.dk/en/organisations/sport-sciences-performance-and-technology

Kontakt:
Rasmus Kopp Hansen
Lone Bechman

Ph.d.-projektet om romaskiner til kørestolsbrugere blev gennemført med støtte fra UCN og hjælpemiddelproducenten Wolturnus A/S samt Institut for Medicin og Sundhedsteknologi (AAU).